27.02.25
DØLLE præsenterer nu første del af et ambitiøst lineup til 2025!
I de seneste år har DØLLE udviklet sig i en retning, hvor livemusikken og koncertoplevelserne er blevet et centralt omdrejningspunkt. Det kommer også til udtryk ved dette års lineup, hvor
DØLLE fortsætter sin musikalske rejse og leverer koncerter i absolut topklasse. Det bedste af det hele er dog, at du som altid kan opleve det ambitiøse lineup, der forener etablerede stjerner med nye, spændende navne, helt gratis.
Der er ingen tvivl om, at DØLLE er ved at markere sig som en af de festivaler, man ikke må gå glip af over sommeren. På scenen kan publikum nemlig nu opleve ingen ringere end Mumle, Tessa, KRYD, Rune Rask, DJ Aligator og DJ SASH!
Artisterne er udvalgt med det brede publikum for øje, samtidig med at man ønsker et vist niveau af aktualitet, som især Mumle og Tessa bringer til markedsteltet. Nogle artister tiltrækker også især de unge gæster, som gerne vil prøve kræfter med festivaloplevelsen uden at være helt uden sikkerhedsnet, og det er dét, som DØLLE kan levere. For foruden koncerter og livemusik er DØLLE naturligvis også en markedsplads for hele familien, et tivoliland for børn og unge samt hjemsted for de ikoniske herre- og damefrokoster, som nyder stor popularitet blandt festglade mænd og kvinder i alle aldre.
DØLLE oplyser endvidere at der fortsat er ledige pladser på campingområderne, som er inddelt i ungdoms- og familieområder. Der kører også i 2025 særbusser til DØLLE fra København, Køge, Slagelse, Næstved, Vordingborg samt flere byer på Lolland-Falster.
DØLLE afholdes i perioden 1. – 4. maj 2025.
Se mere info samt program på www.doelle.dk